
Persillepesto - en lækker grøn og frisk dip
Ingredienser
- 2 dl bredbladet persille, groft hakket
- 1 dl parmesanost, revet
- ½ dl solsikkekerner
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk. æbleeddike
- ½ dl olivenolie
- Salt og kværnet sort peber
Sådan tilbereder du retten
- Skyl persillen grundigt for jord, og dup den tør med et viskestykke. Du kan også slynge den tør i en salatslynge.
- Fjern de groveste stængler fra persillen. Eftersom persillen skal blendes, kan du fint bruge de knapt så grove stængler i din pesto, og dermed undgå madspild.
- Kom solsikkekernerne på en tør pande og rist dem stille, til de er svagt lysebrune og dufter dejligt. De må ikke blive svedne. Køl dem lidt af.
- Skær enden af hvidløgsfedet, og pil det.
- Kom ingredienserne i en blender eller minihakker, og blend til en grov pesto. Smag til med salt og peber.
- Skrab pestoen over i et rent glas, som er forsynet med et godt låg. Så optimerer du nemlig på holdbarheden.
- Brug det af pestoen, du har brug for med det samme. Stil resten på køl.
Velbekomme!
Pesto af persille – en stor, grøn verden af lækre muligheder
Der er vel næppe en dip, dressing eller smørelse, der er så anvendelig som en god pesto. Pesto stammer oprindeligt fra Italien, og er nu en fast bestanddel i det moderne danske køkken, vi kender. Men faktisk går pestoens historie helt tilbage til de gamle romere, som var de første til at knuse friske krydderurter, olie, hvidløg, pinjekerner og tør ost sammen til en alsidig grøn creme.
Og det er da også romerne, der har givet navnet til den populære grønne sauce – pesto kommer nemlig fra det latinske ord ’pestare’, som betyder at støde. Traditionelt laves en pesto nemlig i en morter, men mon ikke de fleste foretrækker en blender eller minihakker i dag..
I denne opskrift har vi baseret vores pesto på persille, og det giver en dejlig, frisk og nordisk smag til pestoen. Der er dog utallige måder at variere sin pesto på – vi har samlet nogle af dem i vores Tips nedenfor. Og der er uendeligt mange muligheder for at anvende en god pesto. Så lav endelig rigeligt, så du har et godt, grønt element til dine sandwiches, salater eller kolde anretninger. Men her får du også lige vores Top 5 over vores yndlings-opskrifter.
Fem lækre opskrifter til din pesto
- Rugbrødssandwich med Jægerpølse, pikant hummus og spinat
- Grillet sandwich med kyllingebryst og persillepesto
- Tapasbræt med gulerodshummus og persillepesto
- Squash deller med quinoa, persille pesto og kyllingebryst
- Blomkålssalat med kyllingebryst og pesto
Tips
- Du kan nemt variere din brug af krydderurter, så det passer til lige præcis den mad, du har lyst til. Vælg basilikum, hvis du vil køre med den helt klassiske model – eller prøv med forskellige urter og grønne blade som dild, mynte, oregano, ramsløg, spinat, koriander eller grønkål. Brug en enkelt slags eller bland lidt på kryds og tværs. Prøv også at lave din egen forårs-specialitet med friske skud af skvalderkål fra naturen. Husk dog at skylle bladene ekstra godt.
- Klar til et lille skridt mod mindre madspild? Hvis ja, så kan du faktisk erstatte dine solsikkekerner i pestoen med det halve af en lille skive tørt fuldkornsbrød, som du smuldrer ned i minihakkeren eller blenderen. Du kan dog også vælge at bruge mandler, hasselnødder eller pinjekerner i pestoen i stedet for solsikkekerner.
- Pesto har mange anvendelsesmuligheder, som vi har beskrevet ovenfor. Lad dig endelig inspirere til at lave pesto af andre ingredienser end krydderurter. Du kan nemlig lave pesto af så forskellige ting som syltede artiskokker fra glas, bagte peberfrugter eller soltørrede tomater. Brug pestoen i nogle af de opskrifter, vi nævner ovenfor.
Appetit på mere? Se mere tilbehør her
Leder du efter inspiration og smagfulde opskrifter?
Så gå på opdagelse i vores opskriftsunivers, hvor du finder tips og inspiration til både madpakken, frokosten og aftensmaden. Du kan fx lave en wrap med rullepølse, kål og spirer.
Hvis du laver den med Den Grønne Slagters rullepølse, kan du faktisk spise ca. 7 stykker før du får samme mængde fedt som i én skive almindelig rullepølse. Du kan også lave et æggenet med kyllingebryst og grønt.