Grøntsagsleksikon

Rødbede

Rødbeden er en del af bede-slægten sammen med blandt andet sukkerroen, men også andre typer af bede som fx sølvbede, bolsjebede og gul bede.

Tilberedning

Rødbeder egner sig rigtig godt til at blive tilberedt, så vi har samlet et par tips til, hvordan du kan gøre.

Syltede rødbeder
Syltede rødbeder er selvfølgelig en klassiker. Vask rødbederne rene, og kog dem herefter i ca. 30 minutter. Gnid skindet af rødbederne, når de har kølet af. Skær rødbederne i skiver, og kom dem i et sylteglas. Kog en syltelage på æblecidereddike, sukker, peberkorn, sennepsfrø og laurbærblade, og hæld den over i glasset til rødbederne. Lad det hele trække et døgns tid. Brug rødbederne oven på en rugbrødsmad eller til fx stegt flæsk.

Hjemmelavet rødbedehummus
Rødbeder går også rigtig godt i en cremet hummus. Skrub rødbederne for jord, og kog dem i ca. 30 minutter. Gnid skrællen af dem, og skær rødbederne i tern. Blend rødbedeternene med kikærter, tahin, citronsaft, hvidløg og peberrod, indtil du har en cremet konsistens. Smag til med salt og peber. Servér rødbedehummusen sammen med sprøde grøntsager, eller brug den som smørelse i en sandwich.

Bagte rødbeder
Bagte rødbeder er utroligt nemme at lave. Skræl rødbederne, og skær dem ud i mindre stykker. Dryp dem med olie, honning og balsamico-eddike, og bag dem ved 175 grader i ca. 30 minutter. Vend rødbederne et par gange undervejs. Servér de bagte rødbeder med feta og frisk timian.

Grønne råd

Få dem friske
Friske rødbeder skal være hårde og have en dyb rød-lilla farve.

Smager godt sammen med
Rødbeder har en ret tydelig sødme, som går rigtig godt sammen med salte og bitre smage, som fx valnødder, feta, and og rucola.

Opbevaring
Rødbeder holder sig bedst i grøntsagsskuffen og kan holde sig i ca. 2 måneder.

Sæson
Friske rødbeder har sæson fra august til marts.

#lidtgrønnere tip

Har du rødbedeskræl til overs, kan du bage dem sprøde i ovnen, og så har du hjemmelavede rødbedechips.