Grøntsagsleksikon

Aubergine

Aubergine bliver ofte brugt i det sydeuropæiske køkken, men den stammer oprindeligt fra Sydøstasien. Grøntsagen er en del af natskyggefamilien lige som kartofler og tomater, og aubergine findes i mange forskellige varianter, hvor den violetfarvede variant er den mest almindelige herhjemme.

Tilberedning

Aubergine er en alsidig grøntsag, som du kan tilberede på flere forskellige måder.

Bagt aubergine
En nem og populær måde at tilberede auberginer på er ved at bage dem. Bag auberginen ved 180 grader i ca. 30 minutter. Flæk den, og skrab det bløde kød ud. Bland det med lidt olivenolie, hvidløg, citron, persille, salt og peber. Så har du en lækker dip til sprøde grøntsager eller kødretter.

Stegt aubergine
Du kan også stege din aubergine. Skær auberginen i skiver, og vend dem i en smule olie og tørrede krydderier som fx basilikum og oregano. Steg aubergineskiverne på en pande, ca. 5 minutter på hver side.

Friteret aubergine
Aubergine smager også rigtig godt i en friteret udgave. Skær skiver af auberginen, og dyp skiverne i en hjemmelavet pandekagedej. Fritér skiverne i varm olie, og lad dem dryppe af på fedtsugende papir, når de er blevet gyldne. Drys med salt, og spis dem med lidt flydende honning.

Grønne råd

Få dem friske
Frisk aubergine er fast og har en glat overflade. Den må ikke have rynker i eller lignende.

Smager godt sammen med
Aubergine har en blød og lidt ”fed” smag med en anelse syrlighed i tilberedt form. Aubergine kan du ikke spise rå. Grøntsagen er god til at give konsistens og en kødagtig fornemmelse til forskellige retter som moussaka og ratatouille.

Opbevaring
Aubergine kan opbevares både inden og uden for køleskabet, men de har det bedst et koldt og fugtigt sted – gerne med en temperatur på omkring de 8 grader.

Sæson
Du kan få fat i auberginer hele året, men deres højsæson er i sommermånederne fra juni-august.