Grøntsagsleksikon

Peberrod

Peberrod er en rodfrugt, der hører til korsblomstfamilien sammen med blandt andet kål, radiser, sennep og brøndkarse. Peberrod stammer oprindeligt fra det vestlige Asien, men bliver flittigt brugt i det nordiske køkken i dag.

Tilberedning

Peberrod bliver oftest brugt i rå form, men den indgår også i forskellige retter og dressinger, der kræver lidt tilberedning.

Cremet peberrodsdressing
Peberrod giver et frisk pift til dine dressinger. Bland cremefraiche, salt, peber, sukker og frisk peberrod i en skål. Vil du have en mere luftig dressing, kan du vende lidt flødeskum i dressingen. Servér dressingen til en frisk kålsalat, eller brug den som smørelse i en sandwich.

Lun peberrodssovs
Peberrod fungerer også rigtig godt i en sovs. Smelt smør i en gryde, tilsæt mel og rør godt sammen. Tilsæt mælk lidt ad gangen, og lad det koge op mellem hver tilsætning. Hæld lidt oksebouillon i, og lad sovsen koge ved svag varme i 5 minutter. Kom lidt æbleeddike, salt og peber i, og riv peberrod meget fint i sovsen til sidst. Servér peberrodssovsen til kogt oksespidbryst.

Frisk æblepeberrod
Æble og peberrod smager helt fantastisk sammen. Skræl et æble, og skær det i mindre stykker. Kog æblestykkerne med sukker og vand i 10-15 minutter, indtil du har en mos. Riv peberrod i mosen, og servér til en nakkekotelet eller paneret rødspætte.

Grønne råd

Få dem friske
Frisk peberrod skal være fast og have en hvid og brunlig skræl.

Smager godt sammen med
Peberrod har en stærk og skarp smag med noter af wasabi, sennep og mentol.

Opbevaring
Peberrod skal opbevares tørt i en plastbeholder, hvor den kan holde i sig et par uger.

Sæson
Maj til november.

Opskrifter med peberrod