Veggie Pariserbøf med rødbederåkost og spejlæg

(0 vurderinger) Min vurdering: 0

Veggie Pariserbøf med rødbederåkost og spejlæg

  • 40 min.
  • 2 personer

Ingredienser

  • 1 rødløg, mellemstørrelse
  • 1½ dl æblecidereddike
  • 1 dl sukker
  • 1 laurbærblad
  • 1 kvist timian
  • 2 stk. Den Grønne Slagter Veggie BBQ Burger
  • 2 skiver brød (se TIPS)
  • 1 rødbede, mellemstørrelse
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 dl agurk, skåret i små tern
  • 1 dl groftrevet peberrod
  • 2 æg
Print opskrift

Sådan tilbereder du retten

  1. Bring æblecidereddike, sukker, laurbærblad og timian i kog i en lille gryde.
  2. Skræl løget, og skær det i tynde skiver, eventuelt på et mandolinjern.
  3. Kom de snittede rødløg i gryden, og fjern den fra varmen. Lad løgene køle af i lagen, så de kan trække smag, mens du tilbereder de øvrige elementer.
  4. Skræl rødbeden og riv den groft på et rivejern. Vend de revne rødbeder med olie og citronsaft.
  5. Kom lidt olie på en pande, og steg Veggie BBQ bøfferne i ca. 10 minutter over svag til medium varme. Vend dem hyppigt.
  6. Grill eller rist brødskiverne imens, og spejl de to æg i lidt olie på en pande, eventuelt en non-stick pande.
  7. Læg bøfferne på de grillede brød, og top bøfferne med rødbede-råkosten, agurketern, frisk peberrod og de marinerede, afdryppede rødløg.
  8. Afslut med et spejlæg på hver anretning, og pynt med frisk kørvel og et drys friskkværnet peber. Server med det samme.

Velbekomme!

 

En ægte smørrebrøds-favorit på vegetarisk manér

Ingen ved helt, hvorfor Pariserbøffen har fået sit franskklingende navn – men mon ikke det handler om, at den låner mange af sine tilbehørs-elementer fra den franske Tatar? Her går vi all in på Pariserbøffen – men bare i en vegetarisk udgave, hvor hovedrollen spilles af den smagfulde Veggie BBQ bøf - en stor og lækker plantebaseret hakkebøf, som er mildt krydret a la BBQ. 

Den skal blot steges igennem i 10 minutter over moderat varme, og så er den klar til at blive serveret på godt brød med masser af lækkert tilbehør – og selvfølgelig et spejlæg på toppen, hvis man har lyst til det. Og ellers skal de fleste nok blive mætte uden ægget.

Mange tænker på Pariserbøffen som et lidt ’fint’ stykke smørrebrød. Retten er helt klar delikat nok til at blive serveret til både en god frokost og et hyggeligt gæstemåltid – men helt klart også bare nem og dejlig nok til en gang hverdagsforkælelse.

 


Tips

  • En Pariserbøf er en rigtig klassiker, og serveres normalt på smørristet franskbrød, men du har helt frie hænder, og bestemmer selv, hvor lidt eller meget fuldkorn, du vil have ind i retten. Hvis du er ovre i det lyse brød, kan du både bruge et godt landbrød eller et godt ristet surdejsbrød, gerne med lidt fuldkorn i. Men en Pariserbøf er også rigtig god på et godt stykke ristet rugbrød, hvor det sprøde rugbrød er en god kontrast til den smagfulde Veggie BBQ bøf.
  • I denne opskrift serverer vi pariserbøffen med en frisk udgave af den traditionelle syltede rødbede, nemlig en lækker portion rødbederåkost. Men det skal ikke holde dig tilbage fra at supplere op med lækre ting fra skabet med syltede ting! Vi synes nemlig også at både kapers og de små, franske syltede agurker, kaldet cornichoner, passer rigtig godt til bøffen, der har en lidt krydret, sød smag a la BBQ.
  • Der er masser af gode smage på spil i denne vegetariske ret. Men hvad med lige at sætte et ekstra grønt pift på retten? Server gerne en frisk og lækker grøn salat til det lune stykke smørrebrød – vend blot dine yndlings salater i en let dressing af lidt olivenolie og et par dråber eddike, rørt med en knivspids sennep. Så er alle tænkelige smagsnuancer dækket ind, og Pariserbøffen lige til at sætte på bordet til enhver lejlighed.

Leder du efter inspiration og smagfulde opskrifter?

 

Så gå på opdagelse i vores opskriftsunivers, hvor du finder tips og inspiration til både madpakken, frokosten og aftensmaden. Du kan fx lave en wrap med rullepølse, kål og spirer.

Hvis du laver den med Den Grønne Slagters rullepølse, kan du faktisk spise ca. 7 stykker før du får samme mængde fedt som i én skive almindelig rullepølse. Du kan også lave et æggenet med kyllingebryst og grønt.

 

Vi håber det giver dig lyst til at leve lidt sundere🌱